Stine Rex løb 6 dagsløb fra 26. august til 1. sep 2024 med mål om at sætte verdensrekord på over 902 kilometer, som tilhørte Camille Herron.
I 2023 løb Stine Maskine 3 dage rundt om samme sø i Åbybro, hvor hun slog verdensrekorden, og løb da 505 km.
Selv denne rekord har hun nu slået i 2024 efter de første 3 døgn af 6 dagsløbet i 2024.
Så Europarekorden har hun nu på ca 508 km for 72 timers løb. Camille Herron har nemlig nappet verdensrekorden på 3-dage, da hun løb 902 km i sit 6-dages verdensrekordløb.
Update 8. september 2024:
Her i bagklogskabens klare lys, er det tydeligt, at jeg fik presset mine ben for meget. Jeg har været skadet siden løbet, og har ondt i højre knæhase.
Den står på udregning hos fys i morgen, og derefter håber jeg på forbedringer.
Men det stinker SÅ meget ikke at kunne løbe. Men af skade må jeg vel blive lidt klogere på min krop.
Så kommer stærkere igen!
3-dages løb i 2023 blev startskuddet
I 2023 under Stine Rex’s rekordforsøg, kørte jeg til Åbybro for at løbe med kl 21 om aftenen til kl 00.
Med en ret ringe kondi og uden den store fortræning, blev det dengang til 26 km for mit vedkommende.
En rekord-distance for mig, da det længste før den aften var et halvmarathon.
Så i 2024 har jeg selvfølgelig også sat mål om en rekord.
Mit løb på de 26 km i 2023 blev startskuddet på et nyt liv som ultraløber, hvor 2024 bød på både 24 Timer Ved Havet og Ultraløb For Alle i Ulstrup (6 timer).
Målsætning for mit løb med Stine Rex i 2024 6 dagsløbet
Målet til 6 dagesløbet er sat for mit amatørløb på, at jeg skal nå 100 km indenfor 15 timer.
Jeg nåede først de 100 km til 24 Timer Ved Havet efter ca 19 timer – det var en varm dag, hvor startskuddet lød kl. 12.
I Åbybro har jeg valgt at starte kl. 21, da jeg også gjorde det i 2023.
Så jeg har en fordel af lavere temperaturer. Men samtidig tænker jeg, at natten må være hårdest for løberne med flere dage i benene, så derfor ønsker jeg at give lidt gejst, hvis jeg kan på min vej til dem.
Jeg har været heldig at venner, bekendte, Hair Hos Mig og ENERGIMÆGLER ApS vil være kilometer-sponsorer.
For hver km jeg løber, jo mere donerer vi dermed samlet til SMILfonden, som Stine løber for i hendes 6 dagesløb.
Læs med og se, hvordan vi altså samlet har sendt 2.800,- til SMILfonden.
Min mor kom og hentede mig fredag, så jeg ikke behøvede køre til Åbybro og 6 Dagsløbet selv. Og det er jeg virkelig taknemmelig for, da jeg ikke var i stand til at køre bil, selv et par dage efter.
Da jeg nåede Åbybro, gik vi lidt rundt og jeg fik af TV2 Nord lov at campe ved ultraløberne – så jeg slog mig ned på jorden lige udenfor deres telte. En beslutning, jeg flere gange kom til at fortryde.
0-25 kilometer
Jeg gik og ventede fra kl ca 18, hvor min mor vendte snuden hjemover og til kl 21, hvor TV2 Nord ville sende mig afsted fra scenen. Jeg havde aftalt det på forhånd med dem, men ventetiden var lang, og jeg fik gået en del unødvendige skridt.
Afsted kom jeg dog, og jeg løb i starten efter en PacePro tempostrategi, jeg ugen op til havde lavet i Garmin. En plan, hvor jeg skulle nå de 100 km på 12 timer.
Et virkeligt dumt valg, der senere skulle give bagslag.
Men de første 25 kilometer gik virkelig godt. Det var fedt at løbe og mærke stemningen rundt på ruten og være en del af setuppet omkring Stines Verdensrekord.
De første 25 km kom i hus efter 2 timer og 45 minutter. Det gav et pace på 6:36 min/km inkl. 2 pauser af 2-3 minutters varighed.
Mit humør var højt og starten på natten virkede lovende.
25-50 km – Første krise
Mit for hårde udlæg begyndte så småt at vise sine første tegn allerede omkring 35 kilometer. Når man løber med PacePro på uret, ser man hele tiden, om man er foran eller bagud ift. den valgte plan.
Og det havde været fedt de første mange km at være lidt foran planen, men nu begyndte jeg pludselig at være lidt bagud.
Det gjorde mentalt, at jeg forsøgte at løbe lidt over evne, hvilket set i bagklogskabens klare lys virkelig ikke hjalp på mit løb.
Jeg drænede mine kræfter – og selvom mange af de “rigtige” ultraløbere havde sagt jeg skulle passe på ikke at løbe for hurtigt i starten, havde jeg igen overhørt det. For at nå mit mål. For at forsøge det muligt.
Mit mantra havde været, at når jeg stilede efter ultrastjernerne, kunne jeg jo måske nå månen.
Disse 25 km blev løbet med en pace på 8:36 inkl. pauser, så stadig fornuftigt, omend mine ben kunne mærke de mange kilometer efterhånden. Jeg mærkede dog ikke noget til min hælspore, hvilket jeg før løbet havde frygtet. Men den viser også oftes tænder under gang.
50-75 km: Strategi giver bagslag
Vejen op til de 50 km begyndte at tærre. Strategien gav tydeligt bagslag, og jeg begyndte at have ondt i benene.
Det hjalp ikke, at mit grej var på jorden, og jeg for hver omgang måtte ned på knæ for at finde energi, creme, müsli-barer og hvad jeg ellers lige skulle bruge.
I en kold nat, gjorde det virkelig ondt at komme op igen, og jeg forbander det langt væk, at jeg ikke havde taget et bord og en stol med. Eller alternativt havde gjort brug af et udendørs bord/bænkesæt kun nogle meter bag lejren.
Jeg havde flimmer for øjnene, de få gange jeg besøgte toilettet, da lyset var meget skarpt sammenlignet med nattebelysningen udenfor – men efter en Snickers kom der endelig gang i maven omkring 11 timer henne i løbet. På en god måde, og ikke som under 6 Timer Ultraløb i Ulstrup.
Disse 25 km blev løbet i pace 10:24, hvor pauserne fyldte mere og mere. Jeg måtte have pause 6 gange under disse km, og det var svært ikke at blive en anelse kold, hvilket også satte sine spor, når jeg skulle slæbe mig i gang igen.
44 sekunder margin for 100 km
De sidste 25 km var ulidelige.
Mine ben gjorde ufattelig ondt – nok den værste smerte, jeg har følt i mit liv, men jeg havde bidt mærke i Stines ord om, at børnene SMILfonden gavner, kan ikke vælge blot at stoppe. Så jeg fortsatte mod målet om at nå de 100 km inden 15 timer.
Det holdte mig kørende at lege “Fang Stinne”, “Bliv IKKE fanget af Stine” eller “løb med en Katja så mange meter muligt”.
Der var disse timer utrolig god støtte fra landstræneren, Dan, Christoffer i elbilen og de mange hjælpere i ultraløber-teltet. Noget der også virkelig gjorde en forskel, og som fik mig til at fortsætte.
Det holdt virkelig hård, og jeg havde mange pauser. Det hjalp dog, at publikum, ultraløberne og mange andre hujede mig på vej – de havde sikkert alle lagt mærke til den prustende mand i tank-top. For det gjorde ondt, og jeg har nok ikke lydt særlig smukt den sidste del af løbet.
De sidste 25 kilometer af mit indspil til 6 Dagesløbet blev tilbagelagt i pace 10:22 inkl. pauser, så jeg løb i mål for mine 100 km efter 14:59:14 – altså en margin til mit mål på sølle 46 sekunder.
Men tænk sig, jeg nåede det trods gigantiske smerter de sidste mange km, og jeg er stolt af mine KM-sponsorer, der tilsammen sender 2800,- til SMILfonden. Noget jeg ved gør en kæmpe forskel for en masse familier, der har det hårdt med børnenes sygdomme.
Dagen efter var jeg lænket til sengen med enorme smerter i bentøjet – og med bange anelser for, om jeg ville miste en tånegl, da en større vabel under en negl begyndte at gøre nas.
Har det været klogt at smadre mig selv så meget?
Nej, sikkert ikke – men jeg havde selv valget. Jeg fik lov at deltage og gøre en lille forskel for nogle familier, der netop ikke selv kan vælge at hoppe ud af en hverdag med sygdom og frygt for fremtiden.
Som en sidste kommentar:
Hvor i alverden var de danske medier? Denne præstation Stine Rex har præsteret på hendes 6 dagsløb er efter min overbevisning på højde med håndboldherrernes guld, Axelsens sejre og EM i 1992.
Danmark har en Verdensmester – så kære medier, kom da i gang!
